Vores værdier


Vi tilbyder en børnepasning, hvor vi mener, at et åbent og ærligt forældresamarbejde er kernen til en tryg overgang og nogle gode år for jeres barn i en pasningsordning. Hvis I er trygge ved at aflevere jeres barn hos os, vil jeres barn ligeledes være/blive tryg og tilpas. Børn aflæser stemninger og følelser lynhurtigt, og en gensidig tillid og venlighed til hinanden er vigtig for alles trivsel.
Vi vægter vores samarbejde højt og er lyttende og anerkendende i vores kommunikation med jer. Det er vigtigt, at vi kommunikerer åbent og ærligt omkring jeres barn, og at der er tid både om morgenen og om eftermiddagen til eventuelle beskeder.


Vi tilbyder en børnepasning, hvor børnene er i centrum. Her anerkendes og respekteres alle for lige netop den person, de er. Her ses forskellighed som en styrke, og vi kan lære meget af hinanden.
Nærvær, tryghed og omsorg er begreber, der kendetegner hele dagen. Når der starter et nyt barn gearer vi ned på aktiviteter ud af huset, så det nye barn kan opbygge en tryg relation til både os og de øvrige børn.
I og med at vi er to voksne deler vi os også op således, at alles behov tilgodeses. Dette ser vi som en stor styrke og en fantastisk mulighed for både at give tryghed, ro og omsorg til det nye barn/ de øvrige små og samtidig give de ældre børn udflugter, alderssvarende aktiviteter og oplevelser.


Vi tilbyder en børnepasning, hvor ingen græder alene ligemeget hvad, der end er sket. Her bliver alle trøstet og får et knus. Har et barn fx skubbet et andet barn eller taget legetøjet fra en anden, så sætter vi ord på det der skete, og giver børnene andre mere hensigtsmæssige handlemuligheder. Ingen bliver gjort forkert her eller skældt ud. Børn kommer fx til at gøre uhensigtsmæssige ting, fordi de mangler sprog til at udtrykke, hvad de gerne vil.
Vi ligger stor vægt på at lære børnene at have empati for hinanden, at dele, at vente på tur, at lytte til hinanden og at føle sig som en vigtig del af fællesskabet.


Vi tilbyder en børnepasning, hvor hvert barn skal have en god dag, hver dag. Her tages der hensyn, og alle bliver hørt, set og mødt. Vi stræber efter at ingen kommer i en situation, de slet ikke kan overskue. Hvis der opstår situationer, som viser sig at være svære for nogen, vil de altid opleve nærvær, omsorg og knus fra os.


Vi tilbyder en børnepasning, hvor søvn og putning bliver gjort til noget hyggeligt og trygt. Vi går ikke fra et barn, der græder i barnevognen, og der vil aldrig være nogen, der kommer til at græde sig selv i søvn. Er der et barn, der ikke skal sove på samme tidspunkt som de andre, vil det barn altid være tæt på en ad os, imens resten puttes.
Der er endvidere babyalarmer ved de børn, der sover ude. Det kan være, at I selv skal medbringe en babyalarm.


I øvrigt tilbyder vi en børnepasning, hvor vi har stor fokus på læring gennem leg. Vi er bevidste om at understøtte børnenes motoriske udvikling, selvhjulpenhed, kommunikation og sprog, selvværd og selvtillid, sociale kompetencer osv. Endvidere vil udeliv, dyr, naturen og naturfænomener fylde meget i vores hverdag samt oplevelsen og glæden ved højtider, kreative projekter og ture ud af huset på både el ladcykel og i stor barnevogn/klapvogn.